Aktiviteter inden for indsatsområdet forretningsudvikling og branding

Indeks
Roskilde Festival Food Walk 2013
Det økologiske spisemærke til midlertidig bespisning
Markedsperspektivering og udvikling af lokal gastroturisme
Orange Dinner
Greenspot om Urban Gardening


Roskilde Festival Food Walk 2013 (Afsluttet)
Igen i år afholdes der Roskilde Festival Food Walk. Deltagerne får mulighed for at kigge ind i festivalens gigantiske gastronomiske maskinrum og komme med bagom nogle af de mest spændende mad-projekter på dette års festival. Programmet er så småt ved at være på plads. Der vil både være nogle gamle kendinge og noget helt nyt, så der noget for enhver smag. Vi glæder os til at se jer til en dejlig dag i madens tegn lørdag d. 6. juli kl. 10.30-14.30, som traditionen tro slutter med frokost hos Malbeck. Deltagerlisten opdateres løbende her.

Programmet ser pt. sådan ud: Forbehold for ændringer

10.10 Opsamling ved Dommertårnet i Gloria Zone.
10.30 Opsamling ved FoodJam i ByCenterØst og morgenkaffe ved CoffeeCows.
13.30 Frokost og vinsmagning med årets festival vine fra Nicvin, som er 100 % økologiske, hos Malbeck.
14.30 Tak for i dag og fri leg!

Oplæg i løbet af dagen:

  • Roskilde Festivals madstrategi v/Mikkel Sander – hvad er nyt, hvad er der sket siden sidste år og hvor skal vi hen?
  • Det nye Økologiske Spisemærke til midlertidig eventbespisning v/Mikkel Sander – hvad betyder det for eventbaserede begivenheder og hvordan er det kommet i stand?
  • Mindre Madspild v/Rebekka Ilsøe – projektet der sidste år producerede 3308 færdige retter ud af madbodernes (ikke tilberedte) madrester. Retterne blev omdelt til væresteder og herberger i hele Sjælland.
  • Roskilde Food Court v/Mikkel Sander – hvorfor dette nye tiltag, hvad er målsætningerne og på hvilket grundlag er madboderne udvalgt?
  • Madevents v/Kristina V. Pedersen- hvad sker der i år, hvad er nyt og hvad er målsætningen for madevents på Roskilde Festival?

Steder vi besøger i løbet af dagen:

  • Roskilde Food Court, hvor vi skal høre om og smage på GRØD, Palæo, Svanholm Storkollektiv og Milk&Shakes.
  • Mumbai Indian Street Food.
  • Madkulturens FoodJam.
  • Boutique Lize, hvor vi får lov at smage én af deres lækre og 100 % økologiske cocktails.
  • Madeventområdet (Gloria Zone og stalden).
  • Kunstner Catering, som igen i år står for frokosten.
  • Malbeck.

Hvem kan deltage? Alle der kommunikerer om mad og i forvejen er på festivalen. Det er gratis at deltage i Roskilde Festival Food Walk 2013.

Tilmeldingsfristen er d. 27. juni 2013. Hvis du vil med eller har spørgsmål, så kontakt Katja Seerup Clausen på katja.clausen@roskilde-festival.dk eller 28714131.


Det Økologiske Spisemærke til midlertidig bespisning (Afsluttet)
Indtil for nyligt kunne madboder på dyrskuer, festivaler, markeder og events ikke få det økologiske spisemærke, da det krævede tre måneders bagudrettet dokumentation. Vi har arbejdet for at fødevarestyrelsen skulle skabe et regelsæt, der kunne anvendes til midlertidig bespisning med mindst ligeså stærk kontrol som de daværende regler havde. Det hårde arbejde har båret frugt og det er nu for første gang i mærkets historie muligt for madboder på Roskilde Festival, og andre midlertidige events, at få tildelt Det Økologisk Spisemærke. Ændringen af Fødevarestyrelsens økologiregler betyder, at festivaler som Roskilde Festival kan få en statskontrolleret anerkendelse for deres arbejde med økologi.

Markedsperspektivering og udvikling af lokal gastroturisme (Igangværende)
En afsøgning af, om man kan “rebrande” fødevareprodukter på basis af en lokalitet og et særligt terroir – udviklingsforløbet tager afsæt i værdikædeinnovation som metode og Lammefjorden som lokalitet. Udfordringen er, om man kan skabe et fælles brand-indhold, der skal kobles til markedsperspektivering af Odsherred i øvrigt. Etablering af en strategi som fortæller historier om Lammefjorden/Odsherred. Kommunikations- og markedsføringsstrategien kobles med områdets turismestrategi og forsøgene på at etablere Geopark Odsherred.

Værdikædeinnovation, hvor repræsentanter fra forskellige led i værdikæden, herunder forbrugerne, inddrages. Disse repræsentanter fungerer som inspiratorer og testpersoner for, om ideer er realistiske. RUC fungerer som arrangør og proceskonsulent i udviklingsfasen.
Samarbejdspartnere; Lammefjordens Grøntsagslaug, Odsherred turisme, Gulerodsgruppen m.fl.


Orange Dinner (Afsluttet)
Deltagere til den niende Restaurant Day d. 18. maj kunne foran Sankt Johannes kirken på Nørrebro bl.a. sætte tænderne i en lækker tre-retters menu primært tilberedt af 2. sorteringsgrøntsager fra Hellas Frugt, Brogaard og Strandlyst Kartofler. Roskilde Festival og GRO ville nemlig bevise, at bare fordi en gulerod er krum, en kartoffel har et hak eller et æble har en brun plet, kan de stadig både smage godt og skabe værdi. Gæsterne måtte betale, hvad de ville og pengene gik ubeskåret til non-profit organisationen Fødevarebanken. Der blev i alt indsamlet 6.089 kr. Se billeder fra Orange Dinner her og en film her.


Greenspot om Urban Gardening (Afsluttet)
Urban Farming, Urbane haver, Guerilla gardening, Rooftop gardens, Urban gardening – kær haveskik har mange navne, men grundlæggende handler det om at gro bæredygtig mad i byens rum. Deltagerne på Roskilde Festival 2012 vil kunne opleve og afprøve forskellige metoder inden for urban gardening f.eks. window farming, aquaponics og indendørs kompost.


Grønne regionale madoplevelser | kontakt Lis Andresen på la@greencenter.dk og telefon 20 47 74 49 | se også siden kontakt